(Debatindlæg i Kristeligt Dagblad, 28.10.2009)

Kan regering og folketing lægge Danmark ind under den EU-forfatning, der nu hedder Lissabon-traktaten – uden hverken grundlovsændring eller folkeafstemning?

Spørgsmålet er langt vigtigere end ethvert andet aktuelt politisk spørgsmål. Fordi det drejer sig om vores fælles politiske vilkår og grundlovens betydning som grundlaget for demokratiet nu og i fremtiden. Derfor har det almen interesse at få spørgsmålet besvaret på den kvalificerede og autoritative måde, en domstolsbehandling og -afgørelse er.

Sammen med 35 andre sagsøgere krævede vi derfor i juni 2008 at få spørgsmålet besvaret ved at anlægge sag mod regeringen ved Østre Landsret for at have tiltrådt Lissabon-traktaten uden folkeafstemning. Endnu er sagens egentlige indhold ikke kommet til behandling i retten. Og først i dag – 18 måneder efter!  – afgør Østre Landsret, om vi sagsøgere overhovedet har ret til at få spørgsmålet behandlet og afgjort i retten. Landsrettens afgørelse kan selvfølgelig ankes til Højesteret. Det vil vi gøre, hvis landsrettens afgørelse går os imod.

Vi har ikke en forfatningsdomstol, der har pligt til at behandle den slags sager. Derfor skal den gennem det almindelige retssystem, og det har regeringen benyttet til at lægge sten i vejen for sagen. På en smart, men reelt retsundertrykkende måde. Sagt med Karl-Otto Meyers ord i Kristeligt Dagblads kronik 13.oktober ”spænder regeringens advokat ben for sagens behandling”.

Til trods for at Højesteret i 1996 afgjorde, at sagsøgerne i en tilsvarende sag havde ret til at få sagen behandlet, påstår regeringens advokat nu med spidsfindige argumenter, at vi ikke uden videre har den ret, og at sagen skal pure afvises. Dengang hed det, at når en EU-traktat har ”generel og indgribende betydning”, kan dens forhold til grundloven behandles og afgøres ved retten.

Det er selvmodsigende, at regeringen på den ene side fremhæver Lissabon-traktatens store betydning, men i retten kræver vores bevis for, at den har ”generel og indgribende betydning”.  Er det da ikke nok, at traktaten betyder, at den samlede danske befolkning reelt underlægges en ændret forfatningsstruktur og dermed ændrede demokratiske betingelser?

Hvad vil konsekvensen være, hvis landsretten, i sidste instans Højesteret, giver regeringen medhold i, at spørgsmålet ikke kan afgøres i retten? Konsekvensen er netop den, Karl-Otto Meyer beskriver ved at sammenligne Danmark med Tyskland, at så ”er forholdene i Danmark for demokratiet jo reelt værre end i Tyskland, hvor vi dog kan få den slags sager for retten og afgjort, om politikerne skalter og valter med forfatningen.

Og hvad man i givet fald bør gøre. Hvad skal man kalde et land, hvor befolkningen ikke kan det?” Et ordentligt, moderne retssamfund er det i hvert fald ikke, hvis politikerne evt. med rettens hjælp kan forhindre, at de stilles til ansvar i forhold til den grundlov, de har skrevet under på at ville overholde.

(Af Hans Henningsen, Annelise Ebbe og Villy Klit-Johansen)